Article
4 comments

Frühlingsduft igen igen

Så er duften her igen. Den er helt vidunderlig og lige berusende hvert år i maj, hver morgen, når jeg tager afsted på arbejde og igen hver eftermiddag, når jeg kommer hjem igen. Den har fået spalteplads her på bloggen adskillige gange, og nu får den det igen. Rosen Frühlingsduft ikke bare dufter fantastisk, som roser nu skal, den er også et fantastisk skue, som bare bliver større år for år.

Frühlingsduft Frühlingsduft1 Frühlingsduft2 Frühlingsduft3 Frühlingsduftbusk

Den har med årene vokset sig til en stor busk. I hvert fald på den ene side af indkørslen. På den anden side tager et stort birketræ for sig af jordens ressourcer. Roserne på begge sider af indkørslen blev plantet på samme tidspunkt.

Frühlingsduft og huset

Blomsterne er nu lige vidunderlige og dufter lige så skønt på begge sider. Det er ikke altid størrelsen, som gør det.

Frühlingsduftbusken

Men de fleste blomster sidder indenfor hegnet, så jeg kan se dem fra mit køkkenvindue, når jeg ikke lige står derude og stikker næsen ned i rosen igen igen.

Nu tror jeg snart, jeg skal en tur ud igen 🙂

Article
9 comments

Åh, nu er duften der igen

Der er ikke noget så skønt, som duften af roser. Mine efterhånden ret store Frühlingsduft er sprunget ud, og jeg bliver lige begejstret hvert år.

Den dufter helt fantastisk. En skøn duft til afveksling fra de meget landlige lugte, som jævnligt spredes rundt på markerne omkring mig 😉

Og smuk er den også. Lys rosa, feskenfarvet og lysegul, den har lidt af det hele. Jeg har 7 af dem, som er fra 50-200 cm høje alt efter, hvor tæt de står på det store birketræ.

Duften har nu også spredt sig inde i huset, for i min iver efter at fjerne døde grene i går, kom jeg til at klippe en af de helt store af. Der kom ligesom et hul i rosenbusken, men den vokser sig forhåbentlig tæt igen. Grenen blev klippet i mindre stykker, og er sat i vaser rundt i huset. Det var selvfølgelig en af dem med rigtig mange knopper.

I dag står den på havearbejde, men forhåbentlig med mere præcision 😉