Article
4 comments

Blomsteråret 2016

Her på årets sidste dag vil jeg som så mange andre bringe en årskavalkade. Det bliver en blomsterkavalkade, det vil sige en blomst for hver måned. Det kunne også have været en kavalkade over de kreative indslag eller årets ture, begge dele fylder meget her på bloggen, og måske indledes det nye år med en af disse. Men dagens årskavalkade bliver med blomster, for der er ikke noget mere smukt og forventningsfyldt, som kan sætte drømmene i gang om det nye haveår.

Januar
Årets første blomst er en kvædeblomst. Den er drevet på få dage med grene fra haven. Noget af det smukkeste til at indlede haveåret med.

Februar
Vintergækkerne pibler op alle vegne.

Marts
Dorothealiljen er noget af det smukkeste, og når de trives spreder de sig heldigvis flittigt.

April
Det var stadig koldt i april, men vibeæggene trodsede det. De er noget af det smukkeste, og jeg tjekker daglig de små spirer for at se, hvornår de springer ud.

Maj
Så er det blevet tulipantid. De vælter op alle vegne, hvis man ellers har fået lagt løg eller har nogle, der kommer igen og igen. Jeg har det hele, for jeg elsker tulipaner.

Juni
Nu eksploderer det med blomster, så det er virkelig svært at vælge. Men når jeg tænker tilbage, så må det være pæonerne, der vinder.

Juli
Nu er der bare blomster, blomster og blomster. Sommerblomsterne er noget af det skønneste og frøkenhatten noget af det aller smukkeste.

August
Sommerhushaven fyldte meget i år, fordi jeg holdt åben have her under havefestivallen. Det nyanlagte bed i forhaven blomstrede frodigt, og det må være den orange montbretia som bliver augustblomsten.

September
En buket fra haven med septembers blomster: dahlia, stolte kavalerer, pileurt, kvæsurt, lathyrus, dild.

Oktober
Der er ingen tvivl om oktobers blomst. Det er den kæmpestore dahlia watermelon.

November
Nu begynder mørket at sænke sig, og det tynder ud i havens blomster. Men sankthansurten holder ud.

December
Nu er der brunt og grønt i haven, og ikke så mange andre farver. Husløget må tage havens decemberblomsterpris. Den har været flittigt brugt i julens dekorationer.

I ønskes alle et godt nytår. Nu begynder haveåret lige om lidt 😉

 

Article
4 comments

Vintergækkehave i Vordingborg

I en lille skov tæt på Vordingborg ligger Nygårds Have. Den er ejet af Ove og Bente Lustü. Huset og haven ligger helt for sig selv i fantastiske naturskønne omgivelser med flere små søer. Det er ikke helt til at sige, hvor haven ender og skoven begynder og omvendt. Det er ikke fordi, at haven er blevet til skov eller vild have. Næh, det er en fin velplejet have, som er værd at tage hen og besøge, når der er åben have. Det var der i lørdags. Nogen vil sikkert tænke, at det var da et underligt tidspunkt at hold åben have på. Her i starten af marts er der som regel ikke så meget at vise frem, men jo det er der, hvis man har mange vintergækker, dorothealiljer, helleborus og vinterblomstrende buske og træer. Det er der i denne have.

Vintergæækehaven

Vintergækker og dorothealiljer i store mængder som her, hvor det er dorothealiljer i forgrunden og vintergækker på den anden side af bøgehækken. Haven har mange rum, der er delt op med bøgehække, og jeg tror også, at det er en helt fantastisk have om sommeren. Der er mange store rhododendron og sikkert også masser af blomstrende buske og stauder.

Vintergæk Vintergækker Vintergækker Wendy's gold

Lige nu er det en rigtig vintergækkehave med mange forskellige slags vintergækker. Den lige ovenover er Wendy’s gold. De andre er jeg ikke helt sikker på, at jeg har det rigtige navn på, så de må sammen med alle de andre bare være smukke her på siden.

Dorothealiljer

Dorothealiljerne, leucojum vernum, er også i rigeligt antal flere steder i haven.

Troldnød

Her er en troldnød, som er en af de mange vinterblomstrende træer og buske i haven. Det er i det hele taget en meget smuk have på dette tidspunkt, og her kommer en film, som Klaus har taget af haven, imens vi går rundt og suger martshaveglæden til os.

Den eneste ulempe ved at holde åben have på det her tidspunkt af året, er at det er hundekoldt. Det holder nu ikke besøgene væk, for havefolket var valfartet(årstiden taget i betragtning) til haven, og der måtte flere mand til at dirigere bilerne og anvise parkeringspladser, så det ikke endte i mudderkaos på skovvejen. Det gjorde det ikke. Det hele var godt arrangeret af Haveselskabets lokale kreds.

Jeg købte et lille bundt vintergækker, som nu skal plantes ud i sommerhushaven.

Article
7 comments

Stadig med overtøj

Det pibler op med vintergækker, erantis og dorothealiljer i haven. De er ikke helt så langt fremme, som jeg kan se på andre blokke, og det skyldes nok det midtsjællandske klima, hvor der er mere og længere frost end ude ved kysterne. Jeg har af samme grund været noget tilbageholdende med at fjerne det isolerende lag af blade og småkviste i bedene. Det har ikke været let, og jeg har nærmest måtte sidde på hænderne, for det ser ikke kønt ud.
dorothealiljer
Men nu hvor vinteren rigtig bider med en strid østenvind, sikkert af sibirisk oprindelse, gør det ikke noget. De her dorothealiler står da i det mindste op. Et andet sted i haven har vinden blæst bedet rent for blade, og der har vintergækker og dorothealiljer lagt sig ned. Vinteren forsætter i næste uge, så jeg håber, at de kommer på benene igen, inden de helt opgiver håbet om forår. Jeg har taget krukkerne med forårsløg og helleborus ind i havestuen så de ikke også taber pusten.
dorothealilje
En enkelt af dorothealiljerne er sprunget helt ud, og den står heldigvis i læ af et hegn. Men hvor jeg glæder mig til, at den iskolde vinter bliver skiftet ud med lunt forår, og alle de andre også springer ud. Lige nu må de hellere beholde overtøjet på 😉

Article
10 comments

En hårdfør dame

I dag d. 8. marts er det kvindernes internationale kampdag. Den blev indstiftet tilbage i 1910, og i dagens Danmark gør den måske ikke så meget væsen af sig, men fejres skal den nu her på bloggen.

Det bliver den med Dorothealiljen, Leucojum vernum. Det er en kampdygtig dame, der trodser sne, kulde og blæst i disse dage. Den har også formået at sprede sig i stort antal rundt i min have.

Jeg lægger også nye løg hvert efterår, for det er en meget smuk forårsbebuder, som der gerne må være mange af 🙂

Hvis du vil læse mere om kvindernernes internationale kampdag, er der en udemærket artikel her på Wikipedia.

Article
11 comments

De dyrebare vinterhvide

Nu pibler det op med vintergækker og dorothealiljer, og de blomstrer løs. Det er ikke nogen stor samling, hverken i antal eller variation, jeg har. Lidt skematisk opstillet, ser udvalget sådan ud.

I hvert fald to slags vintergækker, og der er sikkert flere, hvis jeg havde husket at tage de forskellige slags blade med ind. Man kan læse mere om de forskellige slags på Broadleigh Gardens hjemmeside, som Birgitte fra en Landliggers dagbog, gjorde mig opmærksom på.

Jeg vil gerne have mange vintergækker, så når de er afblomstret om foråret, deler jeg flitttigt de små tuer i enkelt løg, og planter dem rundt i haven, så de igen kan blive til små tuer. Om efteråret køber jeg nye løg, så mængden og variationen bliver endnu større. Der findes mange slags, men de helt dyre tror jeg ikke ender i min jord. Der er nemlig gået helt inflation i vintergækløg, så der på auktion er solgt en Galanthus woronowii ‘Elizabeth Harrison’ til over 6000 kr. Jeg har desværre ikke selv noget billede af den, men der kan læses mere om den HER

Article
14 comments

Forårsløg i det fri

Nu er der for alvor kommet gang i forårsløgene. For en uge siden måtte jeg lægge metalgitter hen over bedene tæt på huset, fordi kattene raserede de spirende forårsløg, når de skulle dække deres efterladenskaber.

Hyacint

I dag tog gitteret af og ryddede ukrudt og blade væk. Ud over vintergækker og krokus, var der nu også kommet hyacinter og dorothealiljer. Gitteret er kommet på igen. Jeg tør ikke risikere, at kattene spolerer det hele igen. Det hele skal lige gro lidt mere til, så om en uges tid tager jeg gitteret helt af.

Dorothealiljer Leucojum vernum, krokus og meget små perlehyacinter

Jeg ryddede også forhaven for blade. De sidste par år har lagt masser af krokusser, vintergækker og perlehyacinter i bedet ud mod vejen. Jeg fjernede et tykt lag blade, og rigtig nok var der masser af forårsløg på vej.

Det bliver flot om en uge eller to, når de springer ud. Det er krokus i forskellige lilla nuancer.

Jeg havde en skøn eftermiddag i haven med havearbejde uden at det var bidende koldt. Jeg blev ved til tusmørket kom. Nu er havesæsonen startet 😉