Article
7 comments

Livstegn i haven efter ferien

Jeg har været væk fra haven i tre uger under en hedebølge, og det kan ses. Der er tørt og en del planter har det ikke godt eller er helt døde. Jeg plejer ikke at kunne holde ud at være på ferie mere en en uge ad gangen, så jeg har ikke oplevet haven så medtaget efter en ferie før. Jeg har også været et par dage om at komme ud og gøre andet end sjatvande lidt med vandkanden. Det lokale vandværk er under ombygning, så vandtrykket er meget lavt, og vi skal spare på vandet. Vanding med slange og spreder er ikke god latin lige nu. Heldigvis begynder der at komme noget fra oven af i disse dage, så det er velkomment med regnvejrsdage. Tirsdag fik jeg taget mig sammen efter et par handlingslammede dage og fik klippet lidt visne toppe af, og i går fik jeg fjernet nogle af de helt døde planter. Det hjalp på helhedsindtrykket. Det visne look blegnede, og der kom fokus på farverne og livet i haven igen, i hvert fald set med mine øjne.
Rød kvan
Den røde kvan er gået i blomst, og det er insekterne vilde med.
Rød kvan
Den er snart halvanden meter høj og står sammen med selvsået dusksalvie, dagliljer, sankthansurt og den amerikanske blærespirea “Diablo”. Et bed i sol det meste af dagen, men det har klaret sig fint uden vand.
purpursolhatte
Purpursolhattene er også rigtig gode til tørt vejr. Lige her på billedet er der ikke så mange indsekter, men ellers er de velbesøgt af bier, svirrefluer og sommerfugle.
squash
Køkkenhaven er en noget blandet fornøjelse at komme hjem til. Men på den positive side er bønner og squash. De er varmeelskende, og der er rigeligt af begge dele, så helt galt er jo ikke 😉

Article
9 comments

Den frodige køkkenhave

Dagens store regnbyge var meget velkommen i min tørre have. Der er meget tørt, og jeg vander helst ikke på det her tidspunkt i havesæsonen. Planterne skal kunne klare sig selv, så det er kun krukkerne og nyplantninger, som jeg vander med vandkanden. Alligevel er køkkenhaven det frodige hjørne i haven nu.

Træspinaten er blevet næsten 2 meter høj, og har skjult fugleskræmslet Anna. Det gør ikke noget, for hun vogter over jordbærene, og de er slut nu. Bønnerne var længe om at komme i gang i år. De har ventet på varmen, og mit plantestativ af hasselgrene stod indtil for nyligt og så noget nøgent ud. Nu er stangbønnen Blauhilde på stukket til vejrs, og de første bønner er spist.

Blauhildes stængler, bønner og blomster er lilla, kun bladene er grønne. Når bønnerne bliver kogt mister de den lilla farve og bliver grønne. Smagen er skøn.

På det her tidspunkt er courgetterne enormt produktive, og det gælder om at tage dem inden de bliver for store. Her er de fine i størrelsen, men glemmer man dem en uges tid, bliver de kæmpe store og uspiselige.

Krukketomaten Vilma har også leveret de første modne tomater.

Det vilde tomatbed står rigtig flot, og har endnu ikke fået kartoffelskimmel. Det har ellers gjort mine frilandtomater til en sløj affære, de sidste to år. Jeg krydser fingre og håber på, at det holder i år 😉

Rødbederne har størrelsen, selv om de ikke er mange i antal i år.

Kålbedet klarer sig også rimeligt. Planterne mangler lidt i størrelse, og kunne godt have trængt til noget mere tørret hønsemøg eller andet god gødning. Men de kan nå at vokse en del endnu.

Kålsommerfuglelarverne gør hvad de kan for at vokse sig store og blive til sommerfugle, og jeg gør, hvad jeg kan for mine kål. Det er derfor nødvendigt med en daglig larvemassakre. Jeg har overtaget indtil videre, for det skulle helst ikke ende, som sidste års skeletkål.

Jeg elsker min køkkenhave. Det er skønt, at kunne hente sine egne usprøjtede grønsager i haven. Det er ikke alt som lykkes, og det er forskelligt fra år til år, hvad der går godt og skidt. Men det allerbedste er, at man kan bare gøre det om næste år. Man kan starte helt fra bar jord og sætte det i bede eller rækker, og så næste år starter man helt på nyt. Så et det måske på tværs eller i ringe eller noget helt syttende. Sidste år fiaskoer er glemt, og køkkenhaven er næste års legeplads.

Article
6 comments

Tour de orange før muren

Endnu er der stille i haven. Det er faktisk en skøn formiddag fuld af sensommer. Jeg tog en tur rundt med kameraet og fangede de orange. Klik på billederne for at få dem i stort format.

Stilheden varer ikke så længe. Nu starter næste mur/hegn projekt. De sidste par dage har vi revet gammel hegn ned, og idag går den kyndige nabo i gang med at bygge mur rundt om vores træterrasse. Der kommer billeder af nuværende murprojekt lidt senere …..

Article
0 comment

Squash i lange baner

De kaldes squash, courgetter eller zucchini, og hvis man har et par af disse planter, har man som regel rigeligt til familien og andre interesserede. Det er jo skønt med al den frodighed i køkkenhaven, som virkelig syner af noget her i august, når man har squash. Det største problem er, at familien kan blive lidt træt af squash-retter efter i en måneds tid, at have fået dem stegt, grillede, fyldte eller ovnbagte. De er ikke så velegnede til frysning eller anden vinter-opbevaring, så de skal bruges i sæsonen. Sidste år opdagede jeg, at man kunne bruge dem i brød. Det bliver et dejligt saftigt brød, som holder sig fint i dagevis, og det er stadig meget populært i familien.

Opskrift på squashbrød
600 g hvedemel
200 g speltmel eller andet groft mel
½ l vand
250 g skrældet groft revet squash
1 spks olie
1 spks salt
10 g gær

Vand, olie, salt og gær røres sammen i en skål. Melet røres i, og derefter squash. Jeg bruger min KicthenAid røremaskine, men dejen er så blød, at den kan røres med en ske. Hæld lidt olie over dejen, og lad den stå tildækket med et fugtigt viskestykke et par timer på køkkenbordet eller natten over i køleskabet. Hæl dejen ud på en bageplade beklædt med bagepapir og lad den stå tildækket en halv time. Lad brødet rutsje over på en varm bageplade, og sæt det nederst i ovnen i 20-25 min. ved 240 grader. Spray godt med vand.
(frit efter Rikke Holm: Varm på brød og lun på boller. Høst & Søn, 2007)