Gallery
8 comments

Havestuens krydderurter i marts

Haven er lige nu dækket af sne, så der er ikke så mange krydderurter at hente derude. Men heldigvis har jeg en havestue, hvor jeg kan overvintre de sarte af slagsen, som ikke tåler frost. Her i havestuen er der fuld gang i foråret, så der trives krydderurterne og jeg.
Krydderurter
Lyset er meget skarpt på denne årstid, men det er godt for både mig og krydderurterne.
Det er citronverbena, æblesalvie og solbærsalvie, som ses i de store potter. De kan ikke overvintre i det danske klima, så de skal stå frostfrit om vinteren. Jeg har mulighed for at sætte gulvvarme på, så jeg kan holde temperaturen over frysepunktet. Der står også Ananassalvie, mexicansk koriander og rosmarin. Her er også lidt forskellige krydderurter, som sagtens kan klare vinteren udenfor. Det er bare dejligt at kunne tage af dem nu. Citronmelisse, estragon og mynter er nogle af dem.

Klik på billederne nedenunder for at få dem i stort format.

Når solen er fremme kommer temperaturen op på et par og tyve graders varme i havestuen. I de sidste tre dage har jeg spist morgenmad, frokost, ligget og læst krimier, kulørte blade (herunder Haven og Isabellas) og nydt min påskeferie her. Nu er der kommet lidt mere drive i mig, så i eftermiddag står den på rengøring, og det er selvfølgelig i havestuen, det foregår 🙂

Article
13 comments

Forspiring nu også i højden

Der er endnu god plads i havestuen til alle forspiringerne. Det fantastiske arrangement med to borde oven på hinanden, giver rigtig meget plads til alle de priklede småplanter.

Det er egentlig bare opbevaring af et teaktrækbord, som skal sælges og et havebord, som skal udenfor. Det ser måske lidt specielt ud, men nu er jeg ikke sikker på, at bordene bliver flyttet foreløbig. Det kan være, at jeg ikke får brug for strygebrættet i år 😉

Der er stadig god plads til både spisebord

og sofahjørne i havestuen, så ingen grund til jammer 😉

De overvintrende agapanthus er godt på vej ligesom alle krydderurterne. Den grenede plante nederst i billedet er citronverbena. Den er altid meget længe om at vågne, men man skal ikke lade sig snyde.

Her er den meget tæt på, og i løbet af sommeren bliver den til en pæn stor plante med blade med en skøn citronsmag. Jeg bruger den i dressinger og salater.

I bryggerset står de nysåede potter. Der er konstant varme døgnet rundt, og de behøver ikke lys for at spire. Når de har spiret bliver de flyttet i havestuen, hvor der er køligere og masser af lys. Nu har jeg også fået de her smarte mistbænke til projekt Isabellas blå bed. Det ser jo helt tjekket ud i forhold til mine sædvanlige plastik-arrangementer. Lige nu er der stolte kavalerer, persille og italiensk oksetunge i bænken, som en del af projektet. Desuden har jeg forskellige basilikum, rævehaler og citrontemynte i bænken. Der kommer helt sikkert meget mere om både projektet og de andre såninger senere 😀