Article
2 comments

Mere jul udenfor

Det er hyggeligt at komme til et pyntet indgangparti i julen, og jeg har julepyntet udenfor. Men lidt mere gør jo ikke noget, og slet ikke i de her sidste dage op til jul, for så gælder det om at udleve pyntesygen inden det er no go.

En stor fed granbuket med blød ene, et par lærkegrene og en sløjfe til hoveddøren. Der er bare julet, og så er det dejligt med noget andet end den sædvanlige krans.

Lige ved siden af døren har jeg sat en kurv med forskellige kogler, gran, mos og et hjerte. Jeg har et tema med hjerter udenfor.

Det indendørs er nu også meget hyggeligt udendørs.

I dag er det den lkorteste dag. Det fejrer jeg med lys i lanternerne, imens jeg glæder mig over, at nu går det rigtige vej igen.

dahliabuket

Det regner og er halvmørkt, så en vild tirsdagsbuket er på sin plads. Her midtvejs i oktober kan man fråse i dahliaer fra haven, så det gør jeg. Ha’ en god tirsdag derude eller inde 😉

 

Article
1 comment

En septemberfrodig buket fra skærehaven

septemberbuket

September er vidunderlig med al sin frodighed af blomster. I hvert fald hvis man har fået sået, lagt knolde og har stauder i haven, som blomstrer nu. Det har jeg heldigvis. Det lyder som om, jeg bare har tjek på haven, den er toptrimmet og oser af tid til alting overskudsagtigt. Det er så langt fra rigtigt. Der er altid noget andet, som også er meget vigtigt. Her i sensommeren er det maling af stakit, vinduer og alt det andet træværk på huset. Så jeg halter som sædvanligt bagefter med haven. Visse steder har jeg endnu ikke fået fjernet tulipantoppe, og akelejefrøstandene står også og har rig mulighed for at formere sig i enorme mængder. Frugthaven mangler en del finish, men nu kan man bevæge sig ned til efterårshindbærene, uden at vade i grøden af de skurvangrebne elendige æbler eller at få et svirp på kinden af de 1½ meter høje brændenælder. Det fik jeg ordnet først på ugen. Køkkenhaven er sådan delvis i orden. Den har været prioriteret i år, og det har jeg virkelig nydt. Den rummer også skærehaven, som er rækker med blomster imellem grønsagerne.

froekenhatte-i-koekkenhaven

Sådan en skærehave er noget af det bedste på denne årstid. Jeg har rækker med bl.a. frøkenhatte, stolte kavalerer, morgenfruer, sommerblomstblandinger, ærteblomster og persille der er gået i blomst. Der kan nydes og fråses i blomster inde og ude, så det gør jeg.

dahlia

Langs muren i køkkenhaven har jeg dahlia. De har fået et forspring i havestuen, og er så plantet ud i starten af juni. Nu er der blomster, der bare må plukkes!

Article
8 comments

En kop forår til værtinden

Kop med perlehyacinter

Det er dejligt at få en hjemmelavet værtindegave. Det er også hyggeligt at lave dem selv, og en kop med forårsløg og frø til haven vækker helt sikkert glæde hos modtageren. Denne muselmalede fra loppebixen er beriget med blå perlehyacinter, som først lige er begyndt at springe ud, så de holder et stykke tid inde i stuen. Løgene kan graves ned i haven, når de er afblomstret, så de vækker også glæde næste forår.

Værtindegaver

Det samme gælder for koppen med vibeæg. De har en kort levetid indendørs, men kan også graves ned i haven bagefter.

Mors dagVibeæg

Hvem vil ikke elske sådan en skøn kop med vibeæg.

Buket

En buket blomster fra haven er altid et hit. Det kniber lidt med udvalget på denne årstid, så jeg har taget lidt fra krukkerne med forårsløg og suppleret med birkegrene, solbærgrene og lidt fjer. Indpakningen er dagens avis, som jeg synes passer fint til farverne og det hjemmelavede look. Buketten er også beriget med en frøpose.

Det var et par forslag til overkommelige og nemme værtindegaver til påskens frokoster.

I morgen fortsætter Birgitte påsketemaet med plantefarvede æg på The little black house.

 

Article
14 comments

I dag er det Anna’s fødselsdag, hurra, hurra, hurra!

Dagens buket

I dag er det 5 år siden, at bloggen udkom med det første indlæg. Der er sket lidt af hvert i årenes løb, og bloggen har ændret udseende og form et par gang. Billedkvaliteten er heldigvis blevet bedre, men indholdet er stort set det samme. Det er have, planter, ture, plantemarkeder, shopping til haven, havebøger, lidt opskrifter, dekoration, jul, økologi og lidt indretning. Svingende i mængder alt efter humør, kæphæste og energi.

Anna’s Plads er opkaldt efter husets gårdplads. Der står mere om det på siden om bloggen.

Dagen bliver fejret med en buket. Den er med blomster fra haven på sidste års plantemarked på Tadre Mølle. Jeg har haft en stand på Tadre Mølle hvert år i bloggens levetid, og en buket med havens blomster har jeg altid med. Jeg satser på også at deltage i år d. 19. september. Bloggen har en kalender med udvalgte have relaterede begivenheder, hvor man kan finde flere plantemarkeder.

Her er der flere buketter på bloggen, og så tror jeg bare, at jeg fortsætter med at fejre dagen med noget skønt havearbejde.

Article
2 comments

En lugebuket

Lugebuket

Jeg har svært ved at plukke blomster til buketter i min have. Jeg synes, at det er synd at klippe de flotte blomster af. Det er lidt fjollet, fordi mange planter producerer flere blomster, når man plukker af dem. Alligevel har jeg for det meste blomster fra haven i vaser, for når jeg skal luge, synes jeg, at det er synd at smide blomster på komposten. Derfor har jeg altid en vase eller spand med vand stående ved siden af, så jeg kan sætte blomsterne her, og sådan en lugebuket er nu heller ikke værst.

Rose David Austin Ausvelvet

Denne David Austin Ausvelvet rose dufter helt vidunderligt, og den er kommet i vase, fordi stilken var knækket i forbindelse med lugning rundt om rosen. Den er nu heller ikke værst.