Article
2 comments

Diamanter og lammeørekugler på Fabelwerket

Det er blevet til en større produktion af diamanter af bogsider de sidste 3 uger. Det er sjovt og hyggeligt at folde bøger og bogsider. Jeg tror ikke, at der er to diamanter, der er ens, selv om der er mange. De har forskellige størrelser, bånd, ophæng, vedhæng eller har fået et drys glimmer.

diamant med vedhæng

I weekenden kom de til Fabelwerket sammen med mine lammeørekugler og gavemærker. Alt sammen fine ting til julen.

lammeoerekugler gavemaerker

Du har sikkert ikke hørt om Fabelwerket før. Men den er absolut et besøg værd. Det er en nystartet butik på Vesterbrogade på Frederiksberg med kunsthåndværk, brugskunst, tøj og eget værksted med tylskrud. Alt sammen med kant og eventyr som navnet siger.

fabelwerket-smykker

Her er de skønneste nyttige og unyttige sager, som man forelsker sig i. Smykker, kjoler, sko, køkkengrej og du finder helt sikkert værtinde- eller venindegaven her.

fabelwerket

Billedet her er fra deres instagramside, og her kan man se et herligt udvalg af nogle af de nyttige sager. Sådan et skohorn ville da passe fint ind i entreen hos mig. Prinsesseindkøbsnettet og det franske køkkengrej må også godt ligge under juletræet til mig i år.

diamanter-i-luften

Diamanterne kan man nu finde imellem alle de andre skønne og finurlige ting, som kan købes i Fabelwerket.

God fornøjelse hvis du kommer forbi, her er højt til loftet og plads til drømme.

Article
6 comments

Diamanter til jul

Ved det godt. Det er lidt tidligt at begynde at klippe julepynt, men jeg kan ikke lade være.

bogsidediamant

Det er også mere foldning end klipning.

bogsidediamanterne

De er heller ikke helt så julede endnu. De skal styles med noget glimmer og perler, tror jeg.

bogsidediamanter

Det er upcykling af kasserede bøger igen i år.

bogsidediamant-paa-noegle

Hvis det også kribler i dine fingre, så se en foldevejledning til den første og til den aflange.

Article
4 comments

Påskepynt af bogsider

Jeg har en forkærlighed for bøger, og det er vist ganske åbenlyst. Jeg kan også godt lide at bruge dem på anderledes måder. Der er også ufattelige mængder af bøger, som har haft sin tid, men de kan så genbruges til pynt. Denne gang er det til påskepynt.

Bogæg

Her er et æg af bogsider, der er klippet i ægfacon, foldet på midten og limet sammen side for side. Jeg har brugt et stykke gult broderitråd og en perle til ophænget. Hvis du vil have princippet i foldningen, kan den ses på denne video. Det er godt nok kugler, men princippet et det samme

Du skal bruge

  • bogsider
  • limstift
  • gul snor eller broderitråd
  • gul perle

Man kan også bruge kulørt eller mønstret papir. Ægget bliver ret fast i faconen, fordi limen gør papiret stift.

Fugl med fjer

Her har jeg formet en fugl af sølvpapir og limet stykker af bogsider på med limpistol. Derefter har jeg limet en fjer på hver side og tegnet øjne med sort tusch.

Du skal bruge

  • Staniol
  • bogsider i mindre stykker
  • limpistol
  • fjer

Fugl af bogsider

Denne er lavet efter samme pincip, men her er vingerne også af bogsider.

Påsketræet

Jeg har hængt dem på en kroget gren, der er sat i en skål med ler. Det er blevet til et fint indendørs påsketræ med hængende æg og fugle. Jeg har også klippet fugle og æg af mønstret papir og hængt på træet. Mønsteret til fuglene har jeg lånt herfra. Det giver lidt mere kulør, og der er plads til mere, hvis andre kreative store og små i familien skulle få lyst til at pynte med.

I morgen fortsætter påsketemaet hos Birgitte med værtindegaver på The little black house.

Article
9 comments

Et enkelt juletræ af bogsider

Bogsidetræ

Her er en enkel måde at producere juletræer af bogsider. Tag et grillspyd af træ og lim det på et stykke pap eller sæt det i en lille klump ler, så den spidse ende af spyddet vendet opad. Klip bogsider i kvadratiske stykker med en siksak saks. De skal variere i størrelsen, så de første er størst og de sidste er ca. 1 cm brede. De sættes derefter på grilsspydet så tæt som man ønsker. Træet kan afsluttes med en stjerne som på billedet. Jeg har klippet 2 trekanter af sølvfarvet papir og limet den sammen om spyddet, så det ligner en stjerne. Man kan også købe selvklæbende stjerner i stedet for at klippe dem. Det er lettere. Jeg havde bare ikke nogen.

Der findes mange billige og dårlige siksak sakse til hobbybrug, men man kan også købe dem i stofbutikker. Der er de lidt dyrere, men til gengæld meget bedre.