Article
15 comments

Til blogkaffe hos Signe

Det har været en rigtig herlig sensommereftermiddag til blogkaffe/te hos Signe. I selskab med så mange skønne have-entusiaster og bloggere kan det kun blive godt. Snakken gik ivrigt om haver, planter og bloggeri i Signes skønne kolonihave. Selv vejret var perfekt til blogkaffe. Kun en lille byge jagede os indenfor, men det gjorde ikke noget, for så fik vi også set huset indefra. Det er et rigtig skønt kolonihavehus, hvor Signe også her har gang i mange projekter, såsom flytning af døre og vinduer. Det er noget som kræver sin kvinde 😉

Jeg havde husket kameraet i dag, så der bliver flere billeder end ord fra denne dag 😉

Plante-frø-bytteri var selvfølgelig indsat, som et væsentligt punkt på programmet.

Jeg endte som sædvanlig med flere planter i bagagerummet på hjemturen end på udturen. Jeg er vist ikke god til at bytte 😉

Kaffesnak med kager.

Mums 🙂

Mere snak.

Han var mere til leg end snak.

Til sidst nogle af Signes skønne blomster. Jeg missede rundvisningen i haven, da jeg kom lidt senere, så jeg tog den på egen hånd.

De limegrønne stedsegrønne ved indgangen til den lille terrasse ved hoveddøren.

Som finale kommer en af de smukke phlox.

Det har været en skøn eftermiddag. Tak til Signe for et godt arrangement.

Article
9 comments

Der er lidt efterår over det lige nu

Vinden rusker i træerne og regnen vælter ned. Det er ret efterårsagtigt derude. Jeg har lige ligget en times tid i havestuen og kigget ud på det, så jeg ved, hvordan det ser ud og lyder lige nu. Egentlig en ret underlig ting at gøre, vil de fleste nok tænke. Det kunne selvfølgelig være en meditativ øvelse af en slags. Men nej, det var det sådan set heller ikke. Bortset fra at det var ret afslappende, og det var også meningen.

Lørdag formiddag på vej til blogtræffet var jeg så klodset at knalde mit hovede med fuld kraft ind i dørkarmen på bilen, da jeg skulle tage min taske. Det må have været spændingen over at skulle møde alle de andre havebloggere, der fik mig til at være så klodset. Jeg glemte jo også mit kamera i farten. Umiddelbart resulterede det kun i en bule og lidt ondt i hovedet, og det gik heldigvis ikke ud over blogtræffet 😀 Men som weekenden skred frem, blev jeg noget medtaget, og mandag morgen måtte jeg en tur til lægen. Jeg har været så uheldig at pådrage mig en hjernerystelse. Jeg skal helst holde mig i ro de næste par dage, ikke for meget læsning, TV eller computer. Lidt af en udfordring, men det giver næsten sig selv, så så svært er det heller ikke.

Jeg skal helst være frisk til på lørdag, hvor jeg skal til plantemarked på Tadre Mølle og sælge nogle af alle de krydderurter, som jeg har gjort salgsklare. Det er en del forskellige slag mynter, løvstikke, forskellige slags oregano, stevia, syre, ananassalvie, rølliker, hedebjergmynte, lægekvæsurt, perlekurv og sikkert nogle flere. Det er et rigtigt hyggeligt plantemarked, som jeg også deltog i sidste år. Nu krydser jeg bare fingre for, at jeg ikke når at lave et eller andet nyt tåbeligt stunt inden lørdag 😉

Article
14 comments

Blogtræf og mur

I dag har jeg tilbragt 4 timer med små 20 havebloggere fra hele landet 😀

Der behøves vist ikke sættes så mange ord på. Det var vidunderligt at se personerne bag bloggene, at snakke have, at se på have og planter,  bytte planter og frø. Der blev grinet, diskuteret blomsterdyrkning, snakket om familiens ringe forståelse for havepassionen og fotograferingens kunst. Når vi nu er ved fotografering, så skal det lige med, at jeg i spændingen glemte mit kamera derhjemme, så I får i stedet for et billede af terrassemuren, som blev færdig i mit fravær i dag.

Det har været en skøn dag. Tak for det 😉

 

Article
6 comments

Tid til havesnak

Det er rigtig høsttid. Der er så mange hindbær, brombær, bønner, gulerødder og en masse andre grønsager i haven lige nu. Der er en frodighed i blomsterbedene, som er helt fantastisk. Ukrudtet trives også helt fint.

Jeg når nok ikke og plukke, sylte og fryse alt det, som jeg gerne vil. Jeg når heller ikke at flytte, plante, beskære, klippe og luge alt det, jeg gerne vil.

Men jeg når til blogtræf i morgen på LIFE 😀 Der skal jeg møde i hvert fald 16 andre bloggere, som helt sikkert er lige så vilde med deres have, som jeg er. Skulle der være nogen, som ikke har tilmeldt sig, men har lyst til at komme, så bare mød op. Jeg har rigeligt med cookies til kaffen og teen, materiale fra Haveselskabet og Landsforeningen Praktisk Økologi, og valmuefrø og sætteløg til slangehvidløg. Det er for sent at bestille frokost, så husk madpakken 😉 Vi har drikkevarer.

 

Article
2 comments

Havefestival

Haveselskabets Havefestival starter i dag og løber frem til næste søndag. Der er masser af private over hele landet, som åbner deres haver under festivallen. Her en oversigt over haverne.

Prærien hos Anne Stine Stauder har åbent. Jeg var på rundvisning for et par uger siden, og den er absolut et besøg værd. Anne Rolsteds have i Kagerup er også noget helt særligt.

Haveselskabet er også sponsor af navneskilte til blogtræffet d. 10. september. Tusind tak for det.

 

Article
1 comment

Blogtræf d. 10. september

Så er tilmeldingen åben til haveblogtræffet d. 10. september i haven ved LIFE i København. Er du haveblogger eller har du en i maven, så kom og mød nogen af os, der blogger om have.

Her har du muligheden for at få snakket have, bloggeri, og blomsterfotografering med andre lige så havegale som dig. Du behøver ikke tilmelde dig, men der er mulighed for at bestille frokost m.m., hvis du gør. Se hele programmet og tilmelding hos Birgitte fra En landliggers dagbog, som sammen med Berit fra Irishaven og undertegnede står for arrangementet.