Article
13 comments

De smukke frosne

Så kom den første nattefrost. Det var egentlig i går morges, men jeg fik ikke lige tid til at lægge billederne på før nu. Her er det toppen af blærespireaen med frost-look.

Jeg nåede heldigvis, at få sat de sarte planter til overvintring i havestuen, og plukke buketter af dahlia, frøkenhat, stolte kavalerer og tallerkensmækkere, som kan nydes indendørs de næste par dage. Denne her frøkenhat nåede ikke ind.

I køkkenhaven var det pluksalatens sidste dag.

Persillen klarer sig nok et stykke tid endnu. Men ligesom alt det andet ser den bare smuk ud iført den første rimfrost.

Selv skvalderkålen er med på det hold 😉

Article
13 comments

Nyt bed med kulør på

Nye bede kan være lidt tamme at se på indtil de vokser til. Men sommerblomster kan hurtigt få det til at se ud af noget.

Det her er er et bed som blev gravet ud af græsplænen i april måned. Der er plantet en amerikansk blærespirea, Physocarpus ‘diablo’, som ses bagerst i billedet. Det bliver en stor kraftig busk med årene, men lige nu fylder den ikke så meget. Det er også meningen, at der skal være nogle stauder. Jeg har ikke helt bestemt mig for hvilke, så bedet er blevet plantet til med mine forspirede sommerblomster fortrinsvis i den rosarøde skala. Det er blevet et bed med bid i 😉

Rød rævehale, Amaranthus Caudatus,er en af dem. Den er meget dekorativ med sin røde hale, og også god i buketter.

Pink dusksalvie, Salvia viridis ‘Pink sunday’ er også fin. Jeg sår den hvert år inde, men den sår også sig selv rundt i haven.
I bedet er der også plantet store cremefarvede tagetes og hvid løvemund, som ses i baggrunden. Al den megen regn har nok gjort sit til, at det hele ser så frodigt ud lige nu. De her planter har haft godt af det. Men min køkkenhave og jeg kunne nu godt snart trænge til lidt sol og varme 😉