Article
12 comments

Forår bag gitter

Der kan siges meget godt om katte. Det er smukke, intelligente, selvstændige og bløde kæledyr.

Foto lånt fra Flickr

Foto lånt fra flickr

Vi har allergi i familien, så vi vil ikke have nogen med pels, hår eller fjer, og vi vil heller ikke være afhængige af at skulle være hjemme m.m. Kæledyrsbestanden hos os består af 2 akvariefisk hos yngste datter. Men i min have har jeg mange af naboernes katte. De er også meget velkomne, når de bare ikke bruger mine bede til kattebakke. Og det gør de desværre i meget stor stil. Lidt hist og pist er Ok, de skal jo have lov til at være her. Men efterhånden kan jeg hverken rive eller så nogen steder før de betragter det som en nyanlagt kattebakke, der fluks skal indvies. I sommers lagde jeg metalnet over nogle af de nysåede bede, og aspargesbedet fik en Coleus Canina også kaldet gå-væk-kat-plante i hvert hjørne af bedet. Begge dele var effektive. Jeg anlagde flere nye bede med løg og stauder i løbet af sommeren og efteråret, og dem havde jeg store problemer med. Jeg prøvede at sætte snore på kryds og tværs af bedene, men det hjalp ikke.

Det store hit i øjeblikket er bedene langs husmuren, hvor der ikke er sne.  Det resulterer i at vintergækker,erantisser og andre løgvækster på vej op bliver ødelagte, når katten skal dække sine efterladenskaber. I går samlede jeg en mængde svarende til en halv liter med efterladenskaber i det lille bed på billedet. Det har jeg ikke taget billede af! I ren frustration har jeg nu lagt et metalnet over bedet, så løgvæksterne kan få lov at udvikle sig. Det er jo ikke særlig kønt at skulle se vintergækker bag gitter, men jeg håber, at jeg kan ændre kattens vaner til et nyt sted, hvor jeg så må tage kampen op. Til den tid kan jeg så fjerne metalnettet fra det her bed og forhåbentlig have nogle veludviklede løgplanter.

Jeg har overvejet at anskaffe en udendørskat, som kunne forsvare sit revir=min have overfor de andre katte, og så skulle den selvfølgelig opdrages til at bruge kattebakke f.eks. i skuret 😉 Jeg kunne også anskaffe et vandgevær. Det ville sikkert også være effektivt, men så skulle jeg bare være på vagt i døgndrift for at det virkede. Hvis nogen har nogle  natur-, miljø- og dyrevenlige forslag til at løse problemet, så kom endelig med dem.

Article
0 comment

Katteværn

Jeg har ingen husdyr selv, og det har jeg det helt fint med. Ingen forpligtelser og pasningsproblemer i ferier. Men jeg har overvejet, om jeg alligevel skulle anskaffe mig en kat, som kunne markere sit territorium, så jeg slap for at alle naboernes katte bruger mine nytilsåede bede som kattebakke. Mit asparges-bed er blevet omkranset af en ny plante kaldet “gå væk kat”. Det ser ud til at det virker. I år har jeg taget de første asparges og planterne er vokset godt til. Men nyrevne og nytilsåede bede bliver stadig opfattet som en gigant-kattebakke. Nu prøver jeg med forskellige former for hønsenet. Det må da virke!

Bed med nysået dild, koriander og kørvel med katteværn