Article
2 comments

Kunsten at skrælde æbler

Der er nogen ting, som man bare aldrig får gjort, og det er ikke kun tiden eller lysten, som mangler. Det virker bare uoverkommeligt, også selv om det for andre ikke er noget særligt. At skrælde æbler er noget af det, som jeg bare aldrig får gjort.
æbleskrælderJeg har købt både æbledelere og æbleskrældere. Men æblerne kommer ikke igennem maskineriet alligevel. Det har så den desværre den konsekvens at æblekage ikke er noget, jeg gør det særlig meget i.
Men heldigvis har min bedre halvdel et andet forhold til æbleskrældning, så her kommer nogle gode tips til kunstens at skrælde æbler.

Klaus: Sidst jeg var på Møn forærede min gode ven Søren mig en pose æbler. De var egentlig tiltænkt postbuddet, men da de ikke var blevet afhentet som aftalt, tilfaldt de os i stedet. “Nå ja..” sagde jeg, “vi har også sådan en ælbeskrællemaskine derhjemme, den kan skrælle og tage kernehus ud når man drejer på et håndtag”.
ÆbleskrælderenSøren havde nu ikke meget til overs for sådan noget nymodens pjat og erklærede, at med den rette teknik, så kan man skrælle 3 æbler inden det første æble er kommet gennem maskinen. Hvorefter han hentede et æble, en skrællekniv og et lille skærebrædt. På under et minut tror jeg, lå æblet skrællet og udkernet, klar til kogning.
Den måtte jeg jo indrømme var svær at slå, så jeg har taget teknikken til mig og øvet mig på hele posen. Selv om jeg endnu ikke selv er nået op på helt samme niveau viderebringes teknikken hermed til æblekagens fremme.
ÆbleskrældningFørst skæres en dyb kegle ned i begge ender, så stilk og blomst fjernes sammen med en stor del af kernehuset.
skrældet æbleHerefter skrælles hele æblet i en process.
Deling af æbleNu deles æblet på tværs i øvre og nedre del og de sidste rester af kernehuset kan fjernes.
Kogeklart æbleVoila! Æblet er klar til kogning.
æblemosOg det er heldigvis blevet til adskillige æblekager i løbet af efteråret.
Æblekage
Mums.

Article
5 comments

Kroner til træerne

Æbletræet har haft junifald, og selv om det først skete ind i juli måned, hedder det sådan. Det er træets egen måde at udtynde mængden af æbler, og der er hundredevis af små æbler, som nu ligger på græsplænen. Æblerne på det her træ har aldrig været noget hit. Det er tidlige æbler, og de er tit angrebet af alt muligt. Men træet står nederst i haven og giver læ mod østenvinden, så derfor har det fået lov til at vokse sig stort. Jeg har tænkt på at plante en klatrerose ved foden af træet F.eks. Lykkefund, der kan kravle op og berige træet med endnu en blomstring.

Jeg så et sted, at man kunne bruge de små æbler fra junifaldet til pynt, så jeg tænkte, at en æblekrone ville passe godt til træet. Nu er jeg stadig forhindret i at bruge redskaber som spade, hakkejern og græsslåmaskine, men nørklerier med ståltråd og bidetang er ikke noget problem.

Man tager et tykt stykke ståltråd og trækker æbler på. Når størrelsen er passende formes den til en ring. Derefter laver man en til, der er dobbelt så stor i diameter. Man sætter de to ringe sammen med fem lange stykker tynd ståltråd f.eks. vindelseltråd. Den lille ring nederst. Man kan godt sætte nogle umodne bær eller andet med fast konsistens på de lange stykker. Det ser flot ud. Jeg prøvede med solbær, men de var for modne og smattede helt ud. Så fandt jeg ud af, at frøstandene fra fingelbøl havde den helt rigtige form og konsistens, og dem har jeg rigeligt af. Da jeg havde siddet og nulret med det i et kvarters tid, kom jeg i tanke om, at digitalis er ret giftig! Jeg fik vasket fingre og ansigt i en fart, og blev enig med mig selv om, at det så også fint ud uden 😉

Valmuefrøstande er ikke giftige på samme måde, så jeg tænkte at en krone i hvidtjørnen, som står midt i haven, ville se godt ud. Den er lavet på samme måde bare med den største krans nederst.

Det er frøstande af forskellige bordeaux valmuer, som er brugt til den største krans.

Den lille er frøstande fra staudevalmuen Pattys Plum. Aller øverst sidder en meget stor frøstand fra en pæonvalmue.

Jeg gik helt i krea-hjørnet i går, og fik også kreeret en krans til ugens Isabellasindlæg. I dag er der kort mellem regnbygerne, så jeg tror, at det bliver på computeren, jeg udfolder mig i dag 😉