Article
2 comments

Lottenborg Have – et havecenter til den miljøvenlige have(ejer)

I dag åbnede havecenteret Lottenborg Have. Det ligger i Ballerup, hvor det gamle havecenter Lavendelhaven lå. Men det er nu et nyt og anderledes sted med fokus på spiselige planter, økologi og den miljøvenlige have. Her kan man få økologiske frø og læggekartofler, og stauderne er dyrket med biologisk bekæmpelse fremfor giftige sprøjtemidler. Der er 8 forskellige økolæggekartofler, og de er i løs vægt, så selv om man kun har plads til få planter i haven eller på altanen, kan man her købe i meget små mængder.

Læggekartofler

Udvalget af planter og stauder er ikke så stort endnu, men man skal jo starte et sted, og der er masser af planter og varer på vej. Der kommer økologiske krydderurter og tomat- og chiliplanter til april. Jeg købte et par poser med økologisk såjord og pottemuld, og prøvede at holde fingrene væk fra de fire stativer med frø fra Impecta. Det lykkedes næsten (jeg har købt alt for mange frø i år), og spottede straks sætteløg i løs vægt, som stod på min indkøbsliste. Det blev også til en lækker creme med bivoks. Karin Gutfelt og Torben Overgaard, som er de nye ejere, er biavlere, så der er også honning og biprodukter. Selv om udvalget af varer endnu ikke er så stort, kan man få god vejledning til den miljøvenlige have, biodiversitet og selvforsyning, for Karin og Torben har mange års erfaring og viden, og de deler meget gerne ud af den.

Hindbærplanter

Der kommer også lækre engelske haveredskaber, tilbehør og vandkander. Leverancen var forsinket, og det var nok meget godt for min pengepung, for en ny lækker engelsk vandkande havde været svær at modstå.

Lottenborg Have, Jonstrupvej 152, 2750 Ballerup.
Åbningstider: torsdag – fredag kl. 10–17.30. Lørdag – søndag kl. 10–16.

Article
2 comments

To gode havebøger om økologi og frugt og grønt

Der bliver udgivet mange havebøger for tiden, og i dag udkommer der 2 nye af den svenske haveskribent og journalist Eva Robild. De er i samme serie som bøgerne Beskæring, Drivhus, Højbede og Stauder. Det er gode let tilgængelige bøger om aktuelle emner til en overkommelig pris på 149,95 kr. per bog.

Økologisk i haven

Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginalgrå
Eva Robild: Økologisk i haven. Nyt Nordisk Forlag, 2016. 111 s. Originaltitel: Odla ekologiskt. Oversat til dansk af Lars Thomas.

Det her er en rigtig fin indføring i økologisk og miljøvenlig dyrkning i køkkkenhaven, prydhaven, på altanen og i krukkerne. Der er ingen grund til at have dårlig samvittighed over, at du ikke er 100 % økologisk fra starten. Du kan begynde på det niveau, som passer dig. Det vigtigeste er, at du kommer i gang og ikke bruger gift og kemikalier. Nogenlunde sådan er Eva’s indledning til bogen, og det er jeg helt enig med hende i. Herefter beskriver hun hvad en giftfri have betyder, og hvad der skal til for at få planter til at trives i jorden. Der er opskrifter på jord og gødning, som du selv kan lave af havens ressourcer. Der er et rigtig godt afsnit om forskellige dyrkningsfilosofier, mærkninger og dyrkningsmetoder. Det er små korte afsnit om f.eks. biodynamisk dyrkning, økologisk mærkning og  permakultur. Under de forskellige dyrkningsmetoder som jorddækning, dobbeltgravning og grøngødning, undrer jeg mig over betegnelsen vekseldyrkning. Det kan det godt hedde, men jeg tror, at de fleste økodyrkere i Danmark vil kalde det sædskifte. Men det må være et oversættervalg ligesom ordet spagnum heller ikke nævnes, men kun at det er problematisk, at der graves så meget tørv. Der er iøvrigt en fin lille faktaboks på siden med vekseldyrkning om fireårig vekseldyrkning. Der er mange gode faktabokse i bogen, og det gør teksten lettere, især det lidt tunge stof bliver let forståeligt. Der er flotte billeder i bogen, men ikke illustrerede vejledninger i f.eks. dobbeltgravning, Der er flere gange beskrevet, at et godt miljø i haven og forståelse for at insekterne er nyttedyr giver færre problemer med skadedyr og sygdomme, men der er også gode tips til, hvad du kan gøre, når det bliver for meget. Rådyr og iberiske snegle er også vilde med økologiske haver.
Det er en velskrevet bog, som jeg vil bruge som opslagsbog, og den får fem Anna’er.

 

Dyrk frugt og grønt på lidt plads

Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginalgrå  Annaoriginalgrå
Eva Robild: Dyrk frugt og grønt på lidt plads. Nyt Nordisk Forlag, 2016. 95 s. Originaltitel: Odla ätbart på liten yta. Oversat til dansk af Lars Thomas.

Denne her handler som titlen siger, om at dyrke spiselige ting på altanen eller i den lille byhave. Den kommer rundt om både dyrkning, ukrudt, drivhus, grønsager, frugt, krydderurter, syltning og krukker. Det er meget på så få sider, og til mit brug kommer den lidt for hurtigt rundt om emnerne. Men når man tænker på målgruppen, den meget lille have- eller altanejer, så er det måske meget passende. Der er ikke brug for afsnit om dobbeltgravning i køkkenhaven, og altanejeren ville nok helt tabe gejsten og finde det irrelevant med lange beskrivende afsnit om gulerodsdyrkning.  Der er mere nydning og det gode liv i denne bog, og krydret med små opskrifter på forskellige former for opbevaring. Det er en rigtig fin bog til en ny lille-have ejer, som helt sikkert vil blive endnu gladere for sin grønne oase, og blive inspireret til at dyrke noget spiseligt.
Jeg tænker, at det kunne være en god værtindegave til den nybagte lille-have-ejer, og den får fire Anna’er.

 

 

Article
0 comment

Økofrø til discountpriser

Det er heldigvis blevet nemt at få fat i Økologiske frø. For nogle år siden var der enkelte netbutikker, hvor man kunne være så heldig at finde et udvalg f.eks. Solsikken og Fuglebjerggaard/Camilla Plum. Brugsen begyndte for et par år siden også at forhandle Änglamark frø. Det var ikke noget stort udvalg, men lidt kunne også du. Man skulle i hvert fald gøre en indsats og betale godt for det, hvis man ville have økofrø.

Frø fra tiger

Nu er udvalget virkelig begyndt at vokse, og man kan få økologiske frø på almindelige planteskoler og -centre. Det kunne man ikke for et par år siden. Supermarkederne har dem også, selv min egen Dagli’brugs i Ugerløse, som ellers ikke har det helt vildt store udvalg i økologiske varer, har fået et stort stativ med Økologiske frø. Det er heldigvis blevet yderst salgbart, så nu vil butikkerne gerne have det stående på hylderne. Selv i ti-kronersbutikkerne kan man nu købe økofrø. Jeg fandt de her i Tiger forleden, som sælger to poser for en tier. De har luret den, folk vil gerne have økologi, og det er selv om de højere magter her i landet ikke mener, det er så vigtigt for tiden 😉

Article
2 comments

Markvandring og kage hos MULD

I går tog vi en tur til MULD i Vipperød ved Holbæk. Muld er et lille nystartet speciallandbrug og lejlighedsvis spisested. I går holdt de åben gård med servering. Det er Ane Rørdam Hoffmeyer og kokken Jens Vestergaard Jensen, som har gang i en masse spændende på gården. Markerne er ved at blive omlagt til økologi, og det skal blive et sted, hvor de vil “prøve at gøre vejen fra jord til bord så kort, at man gerne må spise med gummistøvlerne på”. Læs mere om det på deres hjemmeside.

Kålmark

Det var strålende vejr i går, så markvandringen gik helt fint uden gummistøvler. Der var økokål i lange baner, og det er jo et fantastisk syn, der næsten får mundvandet til at løbe, før man har sat tænderne i det. Der var mange andre skønne grønsager og blomster ind imellem, men jeg stoppede lige op ved gæssene.

Gæs

De havde lyd på, når man nærmede sig, så de stolte gæs var ikke lige sådan til at overse.

Madam blå træ

Det var madamblåtræet heller ikke.

Blommekage

Det var sidst på eftermiddagen, så vi havde planlagt at indtage teen og kagen her på stedet. Det blev til en skøn blommekage med skyr serveret på en Aluminia Morgenfrue tallerken. Teen måtte jeg springe over, for der var urtete, og det er altså ikke lige mig. Det blev så til et glas kølig hvidvin, og det var jo heller ikke værst. Klaus tog en Herslev mark hø øl, som står i baggrunden, og den var en speciel oplevelse. En øl brygget på hø i stedet for humle, og med en let vinøs smag. Han spår den som god på en varm sommerdag på terrassen.

Blommekagen

Til kagen var den lidt speciel. Han fik også den herlige blommekage, og den blev serveret på Valdemar.

Marengs

Marie fik et par marengs, som var vildt gode, serveret på Sonja. Hun(Marie) tog et glas saft, en slags hjemmelavet sodavand, som vist nok var med rabarber og ribs. Den var også rigtig god.

Udsigt til traktor

Vi havde udsigt fra bordet til gårdbutikken, som var plastkasserne på bordet foran. Der var masser af rødbeder, bladbeder, persille og radisser. En økogårdbutik på vej, som nok skal vokse sig stor. Læg også mærke til traktorens placering, som også giver den helt rigtige stemning.
Der kunne også købes frokost, og det så rigtig lækkert ud. Der blev bl.a. serveret kød fra får nr. 0068, stod der på spisekortet. Det prøver vi næste gang, selv om det nok bliver nr. 0069 i stedet.

Aspargesmark

På vej tilbage til bilen passerede vi aspargesmarken med artiskokkerne på sidelinjen.

Det skal ikke lægges MULD til last. De er bare ligesom så mange andre steder, men jeg savnede altså min eftermiddagste til kagen. Jeg er en stor tedrikker, men også en lidt konservativ af slagsen. Dem er vi nu mange af ved jeg, så en assam, darjeeling, earl grey eller bare en english breakfast ville pynte på menukortet mange steder. Kaffe kan man som regel få og frugtteer, chaiteer, grøn- eller urtete er også nemt at få fat i. Men ligesom mange sætter pris på en kop almindelig sort kaffe, er vi altså også mange sorte tedrikkere.

Der er iøvrigt et spændende arrangement på MULD på lørdag. Der er biodiversitetsdag med oplæg om frølovgivningen og de smalle sorters fremtidudsigter, frøhøst med mini frøkursus og hjemmedyrket frokost. Det er gratis, men man skal tilmelde sig på ane@muldpaanettet.dk.

Article
12 comments

Holbæk kommune er nu gået over til Roundup

Miljøhensyn er droppet til fordel for en lille økonomisk besparelse. Det er det, jeg betaler min skat til i Holbæk. Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg læste avisen i går. Overskriften var “Ukrudtsgift vender tilbage”. Den fortæller, at Holbæk kommune nu har besluttet at bruge roundup i stedet for ukrudtsbrændere til bekæmpelse af ukrudt på offentlige arealer. Det har ellers været praksis indtil nu, at det var miljøet, nedsivningen til grundvandet, vores børn og børnebørns drikkevand, som man tog mest hensyn til. Men det har et flertal i byrådet nu ændret. Enhedlisten har ikke været med i forliget, de stemte heldigvis i mod.

gårdsplad med ukrudt

Til forskel fra min kommune fortsætter jeg med at bruge ukrudtsbrænder på min gårdsplads. Den er stor – både gårdspladsen og ukrudtsbrænderen. Gårdspladsen er ca. 10 x 10 meter belagt med nøddesten. Det er en belægning, som er robust men ikke rive- eller hakkevenlig, så der skal andre metoder til. En anden belægning havde selvfølgelig været bedre, men det er ikke en option lige nu. Jeg har prøvet med diverse små haveukrudtsbrændere, og det virker ikke særlig godt.

Ukrudtsbrænderhoved

Der skal større ting til, og der var nok en og anden, som kunne falde for fristelsen til at bruge gift. Det kan jeg ikke, så jeg har fundet en større brænder/brændehoved i stedet, og det virker.

Brændt gårdsplads

Her ses gårdspladsen et par dage efter afbrænding. Mælkebøtter og græs spirer igen efter forholdsvis kort tid, men så er det bare ud og brænde igen. Det spirer iøvrigt også fint efter brug af roundup, ellers fortsatte de roundupglade jo heller ikke med at bruge det. Der går selvfølgelig noget gas til, og det er heller ikke helt miljøvenligt, men dog ikke nær i samme grad som roundup, som siver ned i grundvandet.

I dag kom der en opfølgning på artiklen fra i går. Nu har man fundet endnu en miljøbesparelse “Hidtil har det været sådan, at jord, som landmænd har forpagtet af holbæk Kommune, skulle dyrkes økologisk. Fremover får landmændene mulighed for at vælge mellem økologisk og konventionel dyrkning. Det skulle give kommunen et ekstra provenu på 250.000 kr” (Nordvestnyt d. 30. september 2014).

Jeg kan kun sige, at jeg frygter for, hvad dagen i morgen bringer.

 

Article
2 comments

Del jorden – frugten, møget og glæden

Overskriften er ikke mine ord, men titlen på en ny side. Det er River Cottage, Landshare og lidt til bare på dansk, og alle kan være med. Mangler du jord til en køkkenhave eller har du så meget, at du ikke kan overkomme det. Mangler du hestemøg til gødning, har du overskud af jordskokker og forspirede tomatplanter eller noget andet, så del det eller tag del i det sammen med andre, som også vil noget med køkkenhave, blomsterhave, byhave, fælleshave eller bare have. Orker du ikke at dyrke haven alene eller står du på en meget lang liste til en kolonihave, så er det her måske også noget for dig.

Det er Landsforeningen Praktisk Økologi, som har sat gang i projektet og stiller siden til rådighed for alle. Der er rigtig meget viden at hente om praktiske ting, fælleshaver, sankesteder, miljøvenlig dyrkning og meget andet. Man kan selv oprette et opslag på opslagstavlen med ønsker eller overskud. Via kort kan man klikke sig ind på ens eget område, og se hvor der er jord til leje, og hvem der har frø til overs. Det kan både være gratis eller koste noget. Det bestemmer, dem der udbyder det selv. Jeg har selv været inde og se, om der er noget hestemøg til overs i nærheden af mig, og det er der. Jeg tror, at rigtig mange kan have glæde af Del jorden, så klik dig ind, prøv og vær med.
Deljorden