Article
12 comments

Holbæk kommune er nu gået over til Roundup

Miljøhensyn er droppet til fordel for en lille økonomisk besparelse. Det er det, jeg betaler min skat til i Holbæk. Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg læste avisen i går. Overskriften var “Ukrudtsgift vender tilbage”. Den fortæller, at Holbæk kommune nu har besluttet at bruge roundup i stedet for ukrudtsbrændere til bekæmpelse af ukrudt på offentlige arealer. Det har ellers været praksis indtil nu, at det var miljøet, nedsivningen til grundvandet, vores børn og børnebørns drikkevand, som man tog mest hensyn til. Men det har et flertal i byrådet nu ændret. Enhedlisten har ikke været med i forliget, de stemte heldigvis i mod.

gårdsplad med ukrudt

Til forskel fra min kommune fortsætter jeg med at bruge ukrudtsbrænder på min gårdsplads. Den er stor – både gårdspladsen og ukrudtsbrænderen. Gårdspladsen er ca. 10 x 10 meter belagt med nøddesten. Det er en belægning, som er robust men ikke rive- eller hakkevenlig, så der skal andre metoder til. En anden belægning havde selvfølgelig været bedre, men det er ikke en option lige nu. Jeg har prøvet med diverse små haveukrudtsbrændere, og det virker ikke særlig godt.

Ukrudtsbrænderhoved

Der skal større ting til, og der var nok en og anden, som kunne falde for fristelsen til at bruge gift. Det kan jeg ikke, så jeg har fundet en større brænder/brændehoved i stedet, og det virker.

Brændt gårdsplads

Her ses gårdspladsen et par dage efter afbrænding. Mælkebøtter og græs spirer igen efter forholdsvis kort tid, men så er det bare ud og brænde igen. Det spirer iøvrigt også fint efter brug af roundup, ellers fortsatte de roundupglade jo heller ikke med at bruge det. Der går selvfølgelig noget gas til, og det er heller ikke helt miljøvenligt, men dog ikke nær i samme grad som roundup, som siver ned i grundvandet.

I dag kom der en opfølgning på artiklen fra i går. Nu har man fundet endnu en miljøbesparelse “Hidtil har det været sådan, at jord, som landmænd har forpagtet af holbæk Kommune, skulle dyrkes økologisk. Fremover får landmændene mulighed for at vælge mellem økologisk og konventionel dyrkning. Det skulle give kommunen et ekstra provenu på 250.000 kr” (Nordvestnyt d. 30. september 2014).

Jeg kan kun sige, at jeg frygter for, hvad dagen i morgen bringer.

 

Article
20 comments

Efterårsrengøring i pigstenene

Jeg kan rigtig godt lide pigstensbelægninger. De er rustikke og smukke. Det er natursten, og det er nu langst smukkere end betonfliser.

Jeg har en fin pigstensti fra havedammen og ned til skuret. Lige nu er den meget synlig og ret ubehagelig at gå på, og det er fordi jeg netop har renset den. For en uge siden var den næsten gemt under græsplænen, som havde indvaderet stien fra begge sidder med den mangfoldighed af forskellige græsser, mælkebøtter, bellis og andre vækster, som min græsplæne består af. Det var også ligesom at græsplænen havde skudt en kile op ad pigstensstien, hvor der er bede på begge sider. Det er nemlig problemet med pigstensbelægninger. Der er meget plads til ukrudt imellem stenene, hvis man ikke sørger for at gøre noget ved det. Jeg skal have fyldt op med slotsgrus, stenmel eller lignende, og så må jeg være bedre til at svinge kosten, så ukrudtet ikke får så godt fodfæste igen. Græs imellem duer ikke, for det får hurtigt overtaget.

Området ved terassen var næsten helt dækket af citrontimian. Det er fint i begrænset omfang, man meget svært at styre i praksis. Fint mos mellem stenene er nok det bedste, men det kræver at ukrudtet holdes ned, så mosset kan tage over. Der er faktisk en fin artikel i Haven i denne måned om fordele og ulemper ved forskellige slags belægninger herunder pigsten. Man skal være medlem af Haveselskabet, for at læse det online eller få det i postkassen. Men man kan også gå på biblioteket og læse det. Det gør jeg med andre haveblade, som jeg ikke kan/vil betale for 😉

Jeg har faktisk fjernet flere kvadrameter pigsten for en uges tid siden, for der kan også blive for meget af det gode. På begge sider af terassen er der kommet bede istedet for belægning. Her fylder jeg op med stauder og buske. Lodden løvefod skal vokse sig stor og vælte ud over kanten af bedet med bl.a. hvide dagliljer og fingerbøl.

Og så til noget helt andet. Hvidtjørnens foderbræt er blevet skiftet ud med et nyt, hvor der altid er besøg 😉

Article
6 comments

Lige midt i juli

Her midt i juli er det midt i sæsonen. Der er hele tiden noget nyt hver dag. Høstanemonerne, Anemone japonica, er begyndt at blomstre i den vilde ende af haven.

Det er den vilde ende, for her hersker skvalderkålen også i skellet ind til naboen. Skvalderkålens skønne skærme er afblomstret og kan dårligt anes mere blandt høstanemonernes blade og blomster. Noget begynder og andet slutter, og det her er måske ikke det værste 😉

Valmuerne dukker hele tiden op hist og pist, og de er så velkomne.

Mine er i bordeaux og rosa.

Rosen vejbredden, Plantago major Rubra, er også meget velkommen. Jeg fik nogle stykker af den for et stykke tid hos Anne Stine Stauder ganske gratis, da den voksede som ukrudt i hendes græsgange. Nu har de vokset sig skønne og frodige i det danske sommervejr.

I køkkenhaven trives courgetterne også helt fint med skiftevis sol og regn.

Den manglende varme er ikke noget problem. Courgetterne vokser ca. 1-2 cm om dagen i øjeblikket, så lige om lidt har vi dem til overflod. Hvis man gerne vil have lidt i sin køkkenhave, så er et par courgetteplanter sagen. De er altid en succes, og giver et enormt udbytte. Der er noget at se på og følge dag for dag, og så kan de bruges til lidt af hvert i køkkenet.

Article
7 comments

Det vilde hvide hegn

I år deler naboen og jeg et blomsterhegn. Lige nu er det et skønt hvidt flor af smukke hvide skærme.

På naboens side af trådhegnet sørger græsslåmaskinen for, at det ikke breder sig for langt ind i hans have, og jeg bruger hakkejernet til at holde stien langs min køkkenhave. Det er nemlig skvalderkålen som blomstrer. Jeg plejer ikke, at have så meget, men det har vist fået lidt for frie tøjler i år. Til gengæld har jeg fået et fantastisk smukt vildt hegn, som jeg vælger at nyde, så længe det blomstrer.

Skvalderkål er også rigtig god i buketter, hvor den holder længe 😉

Article
5 comments

Mørke skønheder fra specialister og grøftekanter

Der er så mange skønne planter med mørke blomster eller mørkt løv, som gør sig til i haven lige nu. Det er alle sammen nogle, som jeg har plantet indenfor de sidste par år. Men leverandørerne har være meget forskellige. Det er ikke fordi, at det her skal være et reklamefremstød for enkelte af dem. Nej, det er bare en konstatering af, at smukke planter kan man få på mange måder. Nogen betyder noget særligt, fordi de har en speciel historie, en speciel giver, en man altid har ønsket sig eller bare er gudeskøn. Her er et lille udpluk.

De lilla lupiner stammer fra en rasteplads på landevejen mellem Sorø og Stenlille. Der står hundredevis af dem, så det er et fantastisk skue. En dag stoppede jeg for at nyde synet, og da jeg tilfældigvis havde en skovl i bagagerummet, gravede jeg en klump op. Den fik plads i haven for et par år siden, og bortset fra at der også kom en del græs med, har jeg været meget begejstret for den, hver gang den springer ud.

Denne helt mørk lilla, næsten sorte knopurt er en nyinvestering fra Staudefeen. Den er endnu ret lille, men har heller ikke stået mere end et par uger i bedet. Den er bare så smuk.

De lilla kartofler er Red Duke of York, som jeg købte på havemessen i Malmø i marts. De gi’r god farve til køkkenhaven.

Syrenen er købt i Netto 😉

Den mørke Jakobsstige er fra Anne Stine Stauder og har kun været i haven et par uger på. Den har et skønt mørkt løv fina lilla blomster.

Det samme gælder for den mørke vejbred, bortset fra at det er ukrudt fra Anne Stine Stauder. Den voksede på stierne mellem rækkerne på planteskolen, og da jeg bemærkede, at den var da helt speciel, spurgte Anne Stine, om jeg ikke ville have nogle. Jo tak, sagde jeg, og så gravede hun en ti stykker op til mig. De skal nok holdes lidt i ave, men det er der så mange der skal 😉

Den lille geranie Rose Clair spreder sig også lystigt, men den er et skønt bunddække, så det er helt i orden. Den stammer fra et planteloppemarked i Sorø for 3-4 år siden fra en anden privat have. Den får lov til at slutte af i dag, selv om den egentlig ikke hører til de mørke, men den skulle bare med 😉

Article
15 comments

Løgkarse – kønt ukrudt og gourmetplante

Efter lidt stilhed med bloggeriet uden anden grund end for meget om ørene, kommer jeg lige på banen igen med et krydderurteindlæg.
I det nye nordiske køkken er mange af de gamle urter kommet ind i varmen, efter at have været dømt ude som ukrudt i mange år. En af dem er løgkarse, Alliaria petiolata.

En fin slank plante med små hvide blomster og takkede hjerteformede blade. Løgkarse er toårig og hører til kålfamilen. Den blomstrer her i maj-juni og bliver ca. 50-100 cm høj alt efter voksested. Den sår sig selv villigt, så har man den først, behøver man ikke tage frø til såning. Det er en nøjsom plante, der trives næsten hvor som helst. Det er nok en af grundene til at den er havnet i ukrudtskategorien 😉
Men nu findes den i køkkenet på de bedste restauranter. Den smager mildt af hvidløg/løg og lidt af sennep, og kan bruges som ramsløg, karse, purløg og f.eks. til pesto eller i brændenældesuppe. Man kan både bruge blade og blomster, men de nye friske blade er bedst. Se iøvrigt flere forslag HER.
Tidligere blev den også brugt som medicinplante og skulle være god mod bronkitis, mavesår, kløe m.m, men det var dengang.

Den er meget køn i et lidt vildt hjørne som her sammen med judaspenge, og når jeg nu ikke kan finde ramsløg i skovene omkring mig, får den lov til at husere i haven her. Man kan læse mere om løgkarse bl.a. på Havenyt.dk.