Article
2 comments

Årets første blomster fra haven

Det er årets første dag. Det er haveårets første dag. Jaaaah, nu starter det. Forventningerne, planlægningen, indkøbene og alle gøremålene. For et par dage siden, da jeg havde pakket julepynten ned, tog jeg også en tur rundt i haven. Jeg klippede lidt grene af til drivning. I min have er mirabellerne og kvæderne de første, som bliver lukket ind i stuen.

I dag sprang de første kvædeblomster ud. Der findes næsten ikke noget så smukt, som årets første blomster.

Kvædeblomster Kvædeblomst Krukke med kvæder Borte med blæsten

Jeg har endnu et par dage tilbage af juleferien, så måske bliver det også til et par dage i lænestolen med “Borte med blæsten”,

Godt nytår.

Article
0 comment

Spiselig pynt til træet

Et stort træ i haven med røde bær, pyntet med røde æbler på ståltråd og fedtkugler med rød snor. Indrømmet, der er en snert jul over det her, selv om vi kun er i starten af oktober. På den anden side, så er det ikke for tidligt at begynde at tænke på fuglene, og så passer de røde farver godt ind i havens efterårslook. Hvidtjørnen er et godt sted til fodring af fugle, og hvorfor så ikke gøre det lidt festligt med det samme.

Tjørn med pynt

Det er paradisæbler, der er trukket på ståltråd med en pind som stopklods nederst.

Paradisæbler i tjørn

Fedtkuglerne er blevet befriet for den grønne plast og har fået en rød snor i stedet. Jeg kunne også bare have brugt en neutral snor, men så kan man jo ikke se dem 😉

Fedtkugle

Jeg fik hjælp af yngste datter. Hun tog sig af alle æblerne og det meste af ophængningen.

Ophængning

Hun er ikke så vild med havearbejde, men til gengæld elsker hun jul, så det blev en rigtig hyggelig søndag eftermiddag i haven for os begge.

Gallery
4 comments

Et kvædegalleri

Min kvæde har optrådt adskillige gange her på bloggen, og nu gør den det igen. Den har ellers været truet med opgravning mange gange, fordi den står midt i et bed, som egentlig skulle være staudebed. Den er egentlig også ret kedelig, når den bare står der om sommeren med grønne blade. Men her om foråret med de skønneste orange-rosa blomster er den altså fuldstændig uimodståelig. Det bliver ugens galleri-indslag. Klik på billederne, så kommer de mere til deres ret.

Article
5 comments

Brogetbladet spidsløn – et vægelsindet træ

For snart 3 år siden plantede jeg en brogetbladet spidsløn, Acer Platanoides ‘Drummondii’. Den skulle erstatte et par andre træer, som af en eller anden grund var gået ud året før. Den blev plantet midt i haven og kom også godt fra start. Den bliver med tiden et ca. 10 meter højt træ i pyramideform på ca. 6 meters bredde og med lysegrønne blade med hvid rand. Det med højden må vi tage til den tid. I øjeblikket har jeg en mindst lige så stor(fuldvoksen) almindelig ahorn, som står i hjørnet af haven, og jeg tror, at den brogedbladede skal afløse den almindelige med årene.
blade
Det var jo på grund af de smukke lysegrønne blade med den hvide kant, at jeg valgte træet. Det viste sig allerede ret hurtigt, at det ikke kun havde brogede blade. Der var også ensfarvede mørkere blade, som på det almindelige ahorntræ. I starten troede jeg, at det var fordi træet var så ungt, så jeg lod dem være. Brogetbladet spidsløn blad
Næste forår kom der endnu flere ensfarvede blade og indimellem også halvt ensfarvet og halvt broget, som på billedet ovenfor. Efterhånden var der halvt af hver, og det så underligt ud. De forskellige bladtyper sad på hver sin gren. Jeg læste lidt om det og fandt ud af, at det ikke var så usædvanligt. Jeg besluttede at prøve at save de “forkerte” grene af. Jeg turde ikke fjerne det hele på en gang, da jeg var bange for, at træet så ville gå ud. Derfor blev der først en gren og et par måneder efter den næste, indtil der ikke var flere forkerte tilbage.
Brogetbladet spidsløn
Det blev et noget amputeret træ, og der var ikke meget pyramideform over det. Men det så ud til at have klaret sig igennem behandlingen.
Brogetbladet spidsløn i Alnarp
Med tiden skulle det gerne blive lige så flot som dette eksemplar. Det står i Alnarpsparken i Skåne, som jeg besøgte i juni 2012.