Article
12 comments

Svampedyrkning under teenageseng

For godt tre uger siden var vi til havemesse i Malmö, hvor ældste datter købte et champignon-kit.

Et par dage efter gik vi i gang, og åbnede æsken. Den indeholdt en plastikkasse med mystisk indhold, som var mycelium og en pose muldjord.

Vi fulgte vejledningen og hældte muldjorden i en skål, og derefter 250 ml vand i.

Så blev den dækket med plastfolie, og sat til side i 24 timer, så vandet kunne opsuges af mulden.

Derefter blev mulden hældt op i plastikbeholderen igen og låget sat på. Efter yderligere 3 dage ved 20-22 grader blev 2 af siderne på låget trykket ind, så der kom luft ind og låget ikke trykket helt ned.

Så blev kassen sat under sengen på teenageværelset. De perfekte vækstbetingelser til champignondyrkning: ikke direkte sollys, ingen træk eller i nærheden af varmekilde. Der sker ikke så meget under sådan en seng!

Efter godt 2 uger er der nu kommet de første flotte champignon.